Elitedivision : ÅBTK
Forside :: Elitedivision
Truppen

Program & resultater

Spiller-portrætter

Kampe - foromtale og referater

Sæsonen 08-09

48 kilo engelsk dynamit

Århus BTKs nye spiller syner ikke af meget – men tag ikke fejl. Talentet og ambitionerne er store.

 

Når Århus nye spiller, Liam Pitchford, stille tuller rundt i hallen, tænker man ikke, at den 16 årige englænder, er en knivskarp offensivspiller.

 

Men tag ikke fejl.

 

De 48 kilo fordelt på 170 cm rummer en knivskarp bordtennishjerne og en offensiv stilling til spillet, som er de færreste forundt. Hans baghånd er lynhurtig og han formår uden besvær at placere bolden overalt på bordet..

 

Liam er havnet i Århus som en del af en aftale med den engelske landstræner, Sten Hansen, der bla. har haft sin gang i århusiansk bordtennis. For at udvikle det engelske stortalent har man valgt at give Liam et år i den danske elitedivision. Og her er valget altså faldet på den ligeledes unge og ambitiøse Århus BTK.

 

Trods sin unge alder, har Liam, der kommer fra Chesterfield i East Midengland, valgt at koncentrere sig 100 procent om bordtennis. Han træner to pas om dagen, fem dage om ugen, på bordtennis akademiet på EIS, English Institute of Sport. Han forlod denne sommer skolen efter, hvad der på dansk svarer til 11. klasse. Planen er herefter at tage spansk som enkeltfag.

 

”Når jeg ikke spiller bordtennis, er jeg bare sammen med vennerne og ser film og sådan. Der er ikke tid til meget andet”

 

Godt niveau

 

”Jeg var lidt nervøs ved at komme til et fremmed land og skulle spille i den bedste række. Men så snart kampen var i gang var det glemt”, siger Liam om sin debut på udebane mod Hillerøds Kim Nylander, der som den første i elitedivisionen stiftede bekendtskab med de 48 kilo engelsk dynamit. Liam vandt sikkert og gav mange prøver på sin skarpe baghånd.

 

Og dagen efter i Næstved var al nervøsitet helt og aldeles væk. Trods nede 4-8 i fjerde sæt og 5-9 i femte sæt mod Næstveds førstemand, Asamoah, var Liam køligere end engelsk efterårsregn og hev sin anden sejr i tre kampe hjem.

 

Niveauet i Danmark har overrasket den unge englænder lidt: ”Jeg synes både vores hold og de modstandere, jeg har set indtil videre, spiller på et godt niveau”, siger Liam.

 

Aftalen mellem Århus BTK og Liam løber over foreløbig et år. Han skal spille samtlige kampe på holdet, og vil i forbindelse med kampene af og til komme til Århus så tidligt, at han kan træne med truppen og de andre Århus BTK´ere. Dels for at lære dem at kende – men også for at bringe ny inspiration ind i klubben.

 

Liam kender både Tobias Lau og Alexander Schou-Jørgensen fra div. stævner og mesterskaber i udlandet. Når han er i Danmark bor han hos familien  Lau i Odder.

 

OL er målet

 

Der er ingen tvivl, når man spørger om Liams forbillede. Det er Samsonov, ”på grund af den aggressive spillestil”. Ved Korea Open i 2008 fik Liam en ”lucky looser”-billet – og fik en enkelt kamp mod selveste Wang Hao. ”Det var en kæmpe oplevelse at prøve at mærke, hvor god de bedste er”, siger Liam. Hvis du googler Liam Pitchford kan du i øvrigt se kampen på YouTube, hvor Liam et par gange slår bolden rent forbi verdensetteren med baghånden.

 

Bedste resultat hidtil er en sejr over nummer 270 på verdensranglisten, Marcus Madrid fra Mexico, til Luxemburg Open 2009.  Og så er Liam godt tilfreds med det engelske mesterskab, som han tidligere på året vandt U15-rækken. Hans største mål er, at repræsentere England ved OL i London i 2012.

 


1. Division - Spillerprofiler sæsonen 2008-09

 

Claus Junge                 Født 10.02.1969

Claus er en af dansk bordtennis store spillere. På sit cv kan han blandt andet skrive 39 A-landskampe, adskillige danske mesterskaber, både for hold og i double og mix-double og en bedste placering på verdensranglisten som nr. 101.

 

                      

Flemming Sunn           født 24.07.1970

Flemming er i år skiftet til Århus BTK fra Sisu/MBK.  Ud over erfaring fra den danske elitedivision, har Flemming et dansk mesterskab i double, 7 nordiske og 7 danske mesterskaber i ungdom og 45 ungdomslandskampe på CV’et.

 

Mads Flod-Sørensen  født 01.07.1976

Mads er tidliger senior landsholdsspiller og den nuværende danske ungdomslandstræner. Mads har 6 danske mesterskaber og 1 nordisk mesterskab for hold, 2 danske mesterskaber for ungdom og 1 europamesterskab for junior hold.

 

Tobias Lau           født 07.02.1991

Skiftet til Århus BTK denne sæson fra Sisu/MBK,  Deltaget ved to ungdoms europamesterskaber.  Har vundet ungdoms top 12 én gang, samt to DM-guld. Favoritslag er baghånden. Idoler er Oh Sang Eun (Korea) samt Timo Boll (Tyskland).

 

Alexander Schou-Jørgensen født 16.4.1992

1.div. holdets eneste spiller over 1.90 m. Bedste resultater er to sejre i ungdoms top 12, et antal jyske mesterskaber og sejr i Six Nations for hold. Idol er Wang Liqin, der også er en høj spiller, som der kan lures nogle tricks af ved.

Jakob Asmussen     født 09.07.1987

 Jakob er klubbens absolutte 1. mand. Opvokset i VRI, spillet i Tyskland og nu Sverige. Er med omkring landsholdet. Bidrager med gejst og professionalisme som kan løfte klubben til nye højder!

 

 


Alexander Schou-Jørgensen (tv) og Tobias Lau